Velkommen til min blog. Mit første indlæg kommer til at handle om mig og min historie.

HVEM ER JEG?

Mit navn er Tanja Bloch og jeg brænder for at skabe mere opmærksomhed på kroppen, så den kan bliver en medspiller fremfor en modspiller.

For rigtig mange mennesker får kroppen kun opmærksomhed når den gør ondt, er skadet eller ikke lige ser ud som den gør på alle modellerne. Men det er mega tarveligt overfor kroppen! Kroppen er faktisk meget samarbejdsvillig og tilpasser sig altid det liv vi lever og det vi udsætter den for. Kroppens fornemmeste opgave er faktisk at passe på dig. Det tror du måske ikke lige umiddelbart, men det er faktisk sandheden. Kroppen gør alt hvad den kan for at gøre det mest optimale for dig.

For mig handler det derfor om at få kroppen mere med i livet. Så vi ikke lever et liv, hvor vi har skåret kontakten over fra halsen og ned, for det betyder at vi ikke tildeler kroppen den opmærksomhed, som gør at samspillet mellem krop og psyke bliver mere bevidst og dermed mister vi muligheden for at inddrage kroppen som en aktiv ressource i hverdagen.

HVAD LAVEDE JEG INDEN JEG BLEV KROPSKÆRLIG?

Min karriere startede med en karriere i den finansielle sektor. Mens jeg gjorde karriere her, havde jeg flere veninder, som uddannede sig indenfor krop og sundhed. Jeg var træt af altid at høre om deres snak om kroppen med fine ord, jeg ikke forstod.

For mig var kroppen bare noget der skulle fungere på samme måde som en bil! Er den i stykker så fiks den…ja, det var faktisk min tilgang til kroppen. Idag er det svært at forestille sig at jeg har været der…

Men hvad fik mig så til at ændre kurs?

Jeg begyndte at undervise børn og voksne i en gymnastikforening og det gav mig så meget på det personlige plan, at jeg begyndte at finde det formålsløst kun at tale om penge, huspriser, renteudvikling og swaps. Jeg fik mod på at udvikle mig i en anden retning og derfor sadlede jeg om og startede først som pædagogmedhjælper i en integreret institution og efter et år stod det klar for mig, at det var uddannelsen til psykomotorisk terapeut, jeg skulle igang med. Kombinationen af krop, bevægelse, psykologi og pædagogik var for mig helt og aldeles fantastisk!

EN (UD)DANNELSESREJSE…

Den uddannelse har ændret radikalt på mit syn på kroppen. Det første år på uddannelsen var vi selv igennem en stor kropslig udvikling, så på egen krop oplevede jeg hvordan det stille og roligt blev rarere og rarere at være mig i min krop.

Gennem kroppen lærte jeg at tage mig bedre af mig selv, jeg lærte at forholde mig til mine tanker og følelser, jeg lærte at stå på egne ben og stå ved mig. Og det er slet ikke så lidt, når man, som jeg, altid har gjort det der blev forventet og levet med antennerne ude hos alle andre for ikke at fejle eller træde ved siden af. 

En rejse begyndte for mig i 2009 og den er stadig igang. Det er nemlig sådan med kroppen at der hele tiden er noget at arbejde med og kigge på, hvis man har lyst og modet til at se det i øjnene. Det kan sammenlignes med et løg. For hvert lag man kommer igennem åbner der sig nye indsigter og nye lag man kan pille af…når man er klar. Og det er jeg… Før eller siden. Nogle lag tager nemlig mere mod at pille end andre og nogle lag tager længere tid.

Jeg oplever det som en meget fint afstemt proces. Når vi er klar til at se på tingene, så udfolder de sig for os. Kroppen er en gave, et sjæleligt hus vi låner, mens vi er her. Vil vi have det godt, skal vi tage vare på kroppen for at tage vare på os selv.

Kroppen er en eminent kanal til at arbejde med accept. Kroppen giver adgang til et liv her og nu. Tankerne kan tage os til fortid og fremtid. Kroppen er altid til stede lige nu og lige her.

Og nu har jeg skrevet mig varm, så jeg kan blive ved, men accept og kroppen som nuets anker vil jeg gemme til senere indlæg.

Tak fordi du læste med.

Kærlige kropslige hilsner fra
Tanja Bloch

Har du lyst til at starte din personlige rejse ned i kroppen, så læs mere om mit årsforløb i 2018.
Forløbet er for dig, der har lyst til at stille skarpt på dig selv, så du lever mere i overensstemmelse med dit inderste, både kropsligt og mentalt.